Forleden aften sad jeg og så filmen ”The Wrestler” med Mickey Rourke i hovedrollen. Han spiller en wrestler med en udslidt og næsten Kristus agtig forpint krop. Hans storhedstid var 20 år tidligere end her hvor vi kommer ind i filmen. Han lever dog stadig af det, eller han overlever stadig via det, men prisen har været høj både fysisk men også i relation til det i ham som har med følelser at gøre. Her ikke mindst forholdet til sin datter, som han ikke har set siden hun var lille.
Det jeg synes filmen gør så godt, er at vise hvor meget vi udsætter os selv for her i livet på bekostning af vores hjertes inderste længsel og …….. vores følsomme selv. Den del som kan mærke om noget er rart eller ikke så rart…… den del som ikke er til salg.
Hele dette skuespil som wrestling egentlig er, af vold og angreb på både sig selv og et andet menneske for at tilfredsstille publikum, er et superstærkt billede af hvad vi mennesker gør ved os selv (og hvad jeg har gjort ved mig selv), for måske at høre til og blive accepteret. Det er denne ”mekanisme” som sætter ind og som former os til ikke at ”mærke” når noget gør ondt, hvad enten det er fysisk eller følelsesmæssigt. Vores følsomme selv bliver forvist.
Hvis vi ikke er blevet modtaget af vores forældre med varme og følsomhed, men har mødt hårdhed, kulde og afvisning i en eller anden skala, har vi lært meget tidligt at ”tilpasse” os, så at afvisningen ikke bliver til virkelighed, den ultimative afvisning, da dette opleves som døden. Så når vi gerne vil høre til, lære vi at ”gøre det” som kræves for at blive en del af ”flokken” og på den måde undgår vi følelsen af at ….. dø.
I filmen dør hovedpersonen næsten af et hjerteanfald efter en meget voldsom opvisning. Det går op for ham at han er alene og den følelse er svær for ham. Han ønsker sig at danne par med en stripdanser som han kender fra den lokale stripklub. Hun bruger også sin krop til at tjene til dagen og vejen ved at vise sin krop frem for mænd.
Hovedpersonens erfaring og hermed også tiltro til, at leve fra det sted hvor han tror på de hengivne og kærlige følelser, er ikke ret stor. Han har dog fornemmet længslen efter dette og forsøger at etablerer et forhold til hende. Hun siger dog til ham at han jo har en datter som han skulle prøve at kontakte, hvilket han gør. Mødet med datteren går ikke så godt da også hun er såret over at hendes far forlod hende. Hun ønsker ikke at have noget med ham at gøre, for som hun siger i filmen; hvor var du da jeg havde brug for dig. Det lykkes ham dog med hjælp fra stripdanser veninden Pam, at købe en gave til datteren som bliver en åbning imellem dem.
Men hver gang han oplever et tilbageslag eller en afvisning af hans tilnærmelse til det følsomme i ham, er han i fare for at ryge tilbage i sit kendte ”ringhjørne” hvilket selvfølgelig også sker. Vi ved hele tiden at han ikke længere har så mange ” liv” tilbage, og det forstærker alvoren i historien.
Filmen illustrerer for mig, meget stærkt hvor svært det kan være at turde bevare troen på at hjertet guider os til noget som er godt og bedre for os, end det vi kender og har ”overlevet” på. Samtidig fortæller den om hvor meget vi udsætter os selv for igennem livet, og hvor lille en plads vores hjertes kalden får.
For mig er hjertet et organ som udstråler lys 360 grader rundt. Når jeg ser hvor meget smerte han i filmen udsætter sin krop for og dermed også sit hjerte, er det som at se Jesus’ korsfæstelse udspille sig i ham, igen og igen. Han får dog ikke boret nagler igennem hænder og føder men hans krop bliver udsat for overgreb som for mig bliver symboler på det som Jesus blev udsat for.
Et hvert hjerte er rent og kommer med Kristus energi. Hvordan vi mennesker behandler denne energi er tankevekkende. Vi ved ikke vi er elsket ubetinget, da det ikke er vores oplevelse når vi kommer ind til vores forældre. Men vi er jo alle børn af skaberen som er rent lys og ren kærlighed. Så vi kan ikke andet end være elsket 100 %. Men vores sjæl har endnu ikke forstået dette og derfor er vi på en rejse som den i filmen hvor vi må mærke smerten ved ”adskillelsen”. Det samme gælder for datteren og i lidt mindre grad stripdanseren Pam. Hun ender nemlig med at mærke at hun skal gå med kærligheden til ham og slippe sin angst for at gøre sig sårbar.
Det bliver dog for sendt da hovedpersonensom, har valgt at gå i ringen en sidste gang, hvilket han ved er det samme som at gå ind til sin egen fysiske død. Grunden til dette er en episode hvor han ”glemmer ”endnu en aftale med datteren.
Det at han glemmer dette møde med datteren gør, at hun aldrig vil se ham mere, hvilket forsegler den indre overbevisning i ham, at han ikke er til andet end det som foregår i ringen. Han korsfæster sig selv en sidste gang.
Da Pam kommer til den sidste kamp for at vise at hun gerne vil ham og dem, spørger hun hvad han har gang i? Han svarer…
Mit arbejde.
Hun siger; Hvad med dit hjerte?
Det slår stadig
Hun spørger; Hvad med det Lægen har sagt?
Jeg ved hvad jeg gør. Det eneste sted jeg såres, er herude! Verden er ligeglad med mig!
Hun siger; Jeg er her! Jeg står lige her, Det må da betyde noget?
Han nikker og bliver bevæget over det hun viser ham…….men han er gået ud på ”planken” og kan ikke mønstre modet eller måske livsenergien, til at ”gå ind igen. Herefter høre vi at publikum råber på ham og han siger;
Kan du høre publikum? Det er her jeg hører hjemme. Jeg må der ud.
Hun siger; Nej Randy….. Randy!
Men han fortsætter.
Det yder ikke denne scene retfærdighed, når jeg sådan skriver deres dialog……. For det de siger med deres kropssprog er meget stærkt, men for mig er det filmens højdepunkt og derfor ville jeg gerne have det med her.
Men se filmen hvis du er til et billedmæssigt voldsomt udtryk for hvad vi gør med ”det” vi er blevet givet, men se også filmen hvis du er til en historie om mennesker som på trods af stor smerte, stadig bære håbet og ønsket om at åbne, udtrykke og dele deres inderste længsel med et andet menneske, selv om det ikke har ligget i ”kortene”
