Mange af de følelser som vi mennesker bære rundt på, stammer fra de reaktioner og spejl vi har fået fra omverdenen igennem livet. Specielt er vores møde med vores forældrene, af afgørende betydning for hvordan vores selvfølelse udvikler sig. Kan vi lide os selv? Ser vi med milde øjne på os selv? eller har der bosat sig en indre kritikker i os? Disse spørgsmål er i direkte forbindelse med måden vi blev mødt af både vores mor og vores far. Hvis ikke dette møde var “lykkeligt” men en smertefuld oplevelse, var der forskellige måder og strategier, vi kunne benytte for at overleve oplevelsen. At skjule sig bag en stærk facade, er en af dem.
Jeg har her under ridset nogle af de oplevelser op som vi mennesker kan opleve, når mødet med forældrene ikke er “lykkeligt”.
Når jeg ”viste mig frem” (som er menneskets måde at dele sig selv med andre på), mødte jeg en reaktion, som på forskellig vis straffede, afviste eller ignorerede mig. Når jeg sagde og agerede ud fra hvad jeg følte og oplevede, blev jeg ”rettet til”. Jeg lærte kun at sige og vise det som var ”acceptabelt”. Jeg kunne ikke lave om på det jeg følte, men jeg kunne skjule mig bag facaden.
”Jeg kunne se stor ud på den udvendige side, men følte mig meget lille inden i”.
”Jeg kunne være bange og have ondt i maven, men viste at jeg var modig og upåvirket”.
Jeg følte mig dum.
På samme måde med følelsen af at være ”dum”. Vi fødes ikke med følelsen af at være dumme. Det er en følelse vi ”opsnapper” fra de spejlinger og reaktioner vi modtager.
Hvis jeg sagde noget mor eller far ikke ville høre eller ikke forstod, ignorerede de mig, gjorde mig til grin eller på anden vis ”straffede” mig”. Det efterlod mig så med følelsen af at, det var dumt det jeg sagde, og dermed blev kimen lagt til den selvopfattelse, at jeg var dum.
At føle mindre værd.
Når vi nu ikke bliver spejlet på den vi er og det vi udtrykker, bliver vores selvværd ikke udviklet sundt. Her bliver vejen til at føle os ”mindre værdig”, dannet. vi leder så efter et ”værd” i en uendelig stak af handlinger, som kan gøre at vi får en spejling fra vores forældre der giver os følelsen af ”værd”, dog uden nogensinde rigtig at lykkes. Til sidst ser det ud til at det måske er lykkedes, men først når vi har lært at fortrænge hele den oprindelige del af os, som vores forældre ikke kunne være med. På det tidspunkt er vi blevet…..
Fremmedgjort fra os selv.
På den måde ”glemte” vi hvem vi i virkeligheden var. Nu kan vi ikke længere mærke hvorfor vi har taget de valg i livet vi har. Vi forstår ikke hvorfor vi er endt her hvor vi er. Først når vi begynder at stille spørgsmål til ovenstående, kan vi begynde at genfinde kontakten til den vi oprindeligt er, den ”rigtige” dig.
Vred uden at kunne udtrykke det på en konstruktiv måde.
I mit tilfælde var vreden en måde hvorpå jeg kunne udtrykke min ”smerte” over at være blevet ”rettet til”. Den var dog ikke balanceret men den var en “kraft” som gjorde at jeg kunne trække vejret. Det var uudholdeligt at være ”klemt inde” i den kasse, hvor jeg ikke måtte og kunne vise hvad der var ”inde i mig”. Med mindreværdet som bagage var det ikke sådan at komme ud af den ”fælde” jeg var fanget i. Jeg følte jo ikke jeg var ”værdig” til at få et “spejl” og en reaktion fra andre mennesker, som kunne vise at jeg også var: empatisk, kærlig og klog. Jeg var blevet så fremmedgjort fra mit ”sande jeg” at jeg ikke kunne få øje på, at tingene måske kunne være på en anden måde, at jeg måske kunne være på en anden måde.
Først da jeg begyndte at kigge efter årsager til hvorfor mit liv havde formet sig som det havde, begyndte der at ske en forvandling af vreden. Under vreden lå nemlig smerten gemt. Smerten over at være blevet “rettet” så meget til, at jeg ikke længere vidste hvem jeg egentlig var/er. Ved hjælp af opstillingsmetoden kom jeg i kontakt med disse dybe følelser som vreden havde dækket over.
